';
side-area-logo
Ny højesteretsdom om godtgørelse for aldersdiskrimination ved afskedigelse
Ny højesteretsdom om godtgørelse for aldersdiskrimination ved afskedigelse

Højesteret afsagde den 12. marts 2015 en ny dom vedrørende godtgørelse for aldersdiskrimination ved afskedigelse.

I december 2009 blev fire SAS-piloter afskediget i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination.

De fire piloter blev afskediget på grundlag af en såkaldt senioritetsliste, hvor piloter, der var ansat inden for samme rekrutteringsår, var blevet indplaceret efter alder, således at de ældste stod først.

Det var i Landsrettens afgørelse ubestridt, at SAS’ opsigelser var udtryk for direkte forskelsbehandling som følge af alder jf. forskelsbehandlingsloven § 2, jf. § 1, stk. 2.

Hovedspørgsmålet i sagen angik således, hvorvidt der skulle betales godtgørelse til piloterne, som resultat af krænkelse af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i overensstemmelse med forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1 samt godtgørelsens størrelse.

Højesteret lagde, som i afgørelsen U.2015.1.H af 1. oktober 2014, vægt på grovheden af den overtrædelse, der var sket. I denne forbindelse tog Højesteret først og fremmest hensyn til baggrunden for overtrædelsen og den krænkelse, der var påført de enkelte piloter.

Som formildende omstændighed anførte Højesteret i sin vurdering, at afskedigelse af piloterne i denne sag skete på baggrund af arbejdsmangel, og at afskedigelsen var et led i en større nedskæringsrunde. Ydermere skete udvælgelsen efter senioritetslisten, som skulle anvendes ved afskedigelse i henhold til overenskomsten mellem SAS og Dansk Pilotforening.

Modsat U.2015.1 H, hvor Højesteret nåede frem til en afgørelse om godtgørelse svarende til 4 måneders løn, anførte Højesteret i denne sag, at SAS ikke havde anvendt et udvælgelseskriterium, der var tænkt som objektivt begrundet i et socialt hensyn. Det faktum at piloterne blandt andet var blevet genansat førte ikke til et andet resultat.

Mens Landsretten fandt frem til en godtgørelse svarende til 9 måneders løn, fastsatte Højesteret ud fra ovenstående godtgørelsen til 6 måneders løn.

-0-

Denne afgørelse synes i høj grad at afspejle retstilstanden efter U.2015.1 H. Den nye afgørelse er således endnu et eksempel på, at Højesteret fraviger tidligere udviklet praksis ved at give mindre godtgørelse, end hvad praksis for ligebehandlingslovens § 9 tidligere har foreskrevet.

For spørgsmål og yderligere information, kontakt venligst advokat Frederik Brocks.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someone