Forretningsbetingelser

Skau Reipurth Advokatpartnerselskabs forretningsbetingelser gælder for alle opgaver, vi påtager os, medmindre andet aftales skriftligt.

Interesse- eller loyalitetskonflikt
I overensstemmelse med Advokatsamfundets regler og vores habilitetsprocedurer afklarer vi, at der ikke foreligger nogen interesse- eller loyalitetskonflikt, inden vi endeligt påtager os en opgave. Opstår der under sagens forløb inhabilitet eller interessekonflikt, som medfører, at vi må frasige os sagen, anbefaler vi gerne en anden advokat.

Identitetsoplysninger og hvidvaskning af penge
Skau Reipurth er – på linje med andre advokatvirksomheder – omfattet af loven om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Vi har derfor i et vist omfang pligt til at indhente og opbevare identitetsoplysninger om klienter.

Vi er desuden forpligtet til at undersøge transaktioner, hvis der opstår mistanke om, at de har tilknytning til hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme. I den forbindelse er vi også forpligtet til at underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet eller Advokatsamfundet.

Skau Reipurth anser klientens afgivelse af identitetsoplysninger som et samtykke til, at Skau Reipurth kan videregive disse til andre rådgivere og finansielle institutioner mv. til brug for disses opfyldelse af pligter, der påhviler dem efter hvidvaskloven.

Identitetsoplysningerne opbevares i henhold til hvidvaskloven i minimum fem år efter kundeforholdets ophør. For så vidt angår oplysningerne om fysiske personer, bliver disse slettet fem år efter forretningsforbindelsens ophør eller en enkeltstående transaktions gennemførelse.

Honorar og betaling
Fastsættelsen af advokathonorar er baseret på flere forskellige parametre. Der henses til den medgåede tid, karakteren af de involverede juristers specialviden og erfaring, opgavens kompleksitet og betydning for klienten, de involverede værdier, det opnåede resultat og det med opgavens løsning forbundne ansvar. Vores honorar tillægges relevante omkostninger og udlæg.

Det kan være meget vanskeligt at beløbsfastsætte et honorar ved opgavens modtagelse. Efter anmodning – og altid overfor forbrugere – afgiver vi dog gerne et begrundet overslag og oplysning om de forventede omkostninger og udlæg, ligesom vi så tidligt som muligt orienterer klienten, hvis det viser sig, at det samlede honorar forventes at overstige overslaget.

Fakturering
Almindeligvis afregner vi sagen, når opgaven er afsluttet. Løbende rådgivning og længerevarende opgaver afregnes med passende intervaller, oftest hver måned, medmindre andet er aftalt. Betalingsbetingelserne er ti dage fra fakturadato, og der tillægges moms efter gældende regler.

Udlæg
Klienten debiteres særskilt for udlæg og relevante omkostninger i forbindelse med den udførte bistand.

Depositum
Vi anmoder som udgangspunkt om indbetaling af et depositum til dækning af udlæg, omkostninger og et efter omstændighederne fastsat honorar.

Deposita, udlæg eller omkostninger indsættes på vores klientkonto og anvendes til udligning af kommende fakturaer og dækning af omkostninger, medmindre andet er aftalt.

Fortrolighed
Samtlige medarbejdere hos Skau Reipurth er underlagt tavshedspligt. Enhver oplysning fra eller vedrørende en klient hos Skau Reipurth, som vi modtager i forbindelse med en opgave, behandles naturligvis som fortrolig, medmindre det fremgår af omstændighederne, at oplysningen ikke er af fortrolig karakter.

Insiderhandel
Enhver medarbejder hos Skau Reipurth er endvidere omfattet af gældende lovgivning om forbud mod videregivelse af intern viden om børsnoterede selskaber og restriktioner mod handel med børsnoterede værdipapirer samt af et af firmaet etableret regelsæt.

Anvendelse af vores rådgivning
Vores rådgivning målrettes til den konkrete opgave og må derfor ikke anvendes til andet formål uden vores udtrykkelige forhåndsaccept. Vi er alene ansvarlige over for klienten for den rådgivning, der er ydet, medmindre andet er aftalt.

Afslutning af opgaven
Skau Reipurth fuldfører opgaven til dens naturlige afslutning, eller indtil klienten anmoder om, at sagen afsluttes. Vi forbeholder os dog ret til umiddelbart at afslutte vores bistand, hvis kredittiden på vores fakturaer trods rykkere er væsentligt overskredet, eller hvis der indtræder insolvens hos klienten. Vi forbeholder os endvidere ret til at udtræde af en sag, såfremt vi i særlige tilfælde ikke længere ønsker at tage ansvaret for sagsbehandlingen, eller hvis vi mener, at det er i klientens interesse, at vores samarbejde ophører.

Originale dokumenter udleveres normalt senest i forbindelse med opgavens afslutning, og vi opbevarer sagsakterne i mindst fem år fra fakturadato.

Klager
Skau Reipurth er underlagt Advokatsamfundets almindelige regler om klager.

Hvis klienten ikke er tilfreds med vores bistand eller honorar, beder vi klienten om at kontakte den sagsansvarlige partner eller den partner, der er ansvarlig for klientforholdet.

Klager over vores bistand eller salær kan indbringes for Advokatnævnet, Kronprinsessegade 28, 1306 København K. Se også www.advokatnaevnet.dk.

Lovvalg og værneting
Enhver tvist mellem en klient og Skau Reipurth skal løses i overensstemmelse med dansk ret ved den kompetente danske domstol.

Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikringsdækning
Skau Reipurth er ansvarlig for den juridiske rådgivning i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler, og vi er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab.

Ansvaret for den juridiske rådgivning er begrænset til dækningssummen i henhold til vores ansvarsforsikring. Hver advokat hos Skau Reipurth er dækket med et beløb op til kr. 2,5 mio. pr. år. I tillæg dertil er samtlige advokater hos Skau Reipurth årligt forsikret med en sum på op til kr. 150 mio. (den årlige sum nedsættes ved udbetalinger under forsikringen). Vores ansvar omfatter ikke økonomiske konsekvenstab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image mv. eller andre former for indirekte tab.

Klientkonti
Midler indsat på en klientkonto hos vores bankforbindelse forvaltes efter gældende regler. Tilskrevne renter tilfalder klienten og eventuelle negative renter afholdes af klienten.

Skau Reipurth er ikke ansvarlig for klientmidler indsat på klientkonti hos vor bankforbindelse i tilfælde af, at det pågældende pengeinstitut måtte blive nødlidende. Klientmidler indsat på klientkonti er omfattet af de almindelige regler om indskydergaranti og er således som udgangspunkt omfattet af et dækningsmaksimum på EUR 100.000 for samtlige konti, som klienten har i det pågældende pengeinstitut. Skau Reipurth vil, medmindre andet aftales med klienten, anvende vores sædvanlige bankforbindelse Jyske Bank. Oplysninger om vores sædvanlige bankforbindelser kan modtages ved henvendelse til den klientansvarlige partner.