← Indsigt
Nye barselsregler træder i kraft i det nye år
12.12.23
Børnefamilier kommer i dag i mange former og konstellationer, hvilket de nuværende barselsregler ikke i tilstrækkelig grad tager højde for. Folketinget har derfor vedtaget et lovforslag, der skal ændre de nuværende barselsregler, der i dag bestemmer, at det alene er barnets retlige forældre, der har ret til fravær og barselsdagpenge i forbindelse med afholdelse af barsel. Lovændringen, der træder i kraft den 1. januar 2024, åbner op for, at barnets retlige forældre fremover vil kunne dele deres orlov med barnets sociale forældre eller nærtstående familiemedlemmer.
Derudover forventes folketinget også at vedtage et lovforslag, der skal sikre tvillingeforældre ekstra orlov med barselsdagpenge. Lovforslaget forventes at blive fremsat i januar 2024 og træder i kraft for tvillinger født fra 1. maj 2024.
Deling af orlov med barnets sociale forældre
Med lovændringen bliver det fremover muligt for et barns retlige forældre at overdrage deres ikke-øremærkede orlovsuger og medfølgende ret til barselsdagpenge til barnets sociale forældre. Sociale forældre defineres i loven som værende en kendt donor, den kendte donors ægtefælle eller samlever eller forælderens ægtefælle eller samlever, der er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet.
Lovændringen giver dermed mulighed for, at op til fire personer (inklusive barnets retlige forældre), der alle er tiltænkt en forældrelignende relation til barnet, får mulighed for at tage del i orloven med barnet.
Formålet med lovændringen er at give især LGBT+ familier en højere grad af fleksibilitet i forhold til planlægning af barselsforløbet.
Deling af orlov med nærtstående familiemedlemmer
De nye barselsregler tilsigter også at forbedre orlovsmulighederne for soloforældre – det vil sige de tilfælde, hvor der fra starten af barnets liv ikke er en anden forældre, f.eks. fordi barnet er kommet til verden ved assisteret reproduktion, eller hvor den ene forælder er gået bort.
I sådanne situationer skal det fremover være muligt for barnets forælder at overdrage op til 32 uger af barselsorloven til et nærtstående familiemedlem, der forstås som forælderens egne forældre eller voksne søskende, eller (når der er tale om, at den ene forælder er død) den afdøde forælders forældre eller voksne søskende.
Forlænget orlov til tvillingefamilier
Det forventes derudover, at folketinget i starten af 2024 vil vedtage, at tvillingeforældre skal have ret til 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge. De ekstra 26 ugers orlov fordeles med 13 ugers orlov til hver forælder og skal afholdes inden for et år efter fødslen eller modtagelsen af børnene. Orloven kan ikke overdrages mellem forældrene, men den ekstra orlov vil derimod kunne deles med en social forælder, ligesom soloforældre til tvillinger også vil få tildelt 13 ugers ekstra orlov og derudover kan søge om 13 ugers ekstra orlov til brug for et konkret nærtstående familiemedlem.
De nye regler om orlov til tvillingeforældre kommer også til at gælde for trillinge- og firlingeforældre og vil derfor erstatte de nuværende regler herfor.
Lovforslaget forventes fremsat i januar 2024 og vil gælde for flerlinger født fra og med den 1. maj 2024.
Hvis du vil vide mere om ændringerne til barselsloven, eller har behov for juridisk bistand til den praktiske håndtering af de nye barselsregler, er du velkommen til at rette henvendelse til Skau Reipurths afdeling for ansættelsesret og arbejdsret: Advokat Jonas Enkegaard (jen@skaureipurth.com) eller advokat Louise Letman (lle@skaureipurth.com).