Indsigt

Lovforslag om ændringer på udbudsområdet i høring

27.09.24

Som opfølgning på regeringens finanslovsforslag for 2025 sendte Erhvervsministeriet den 3. september 2024 et lovforslag i høring om ændringer af visse love på ministeriets område.

Lovforslaget har til formål at optimere Erhvervsministeriets ansvarsområder og indeholder flere centrale ændringer, hvoraf 2 ændringer er på udbudsområdet: 1) Nedlæggelse af enheden for pålidelighedsvurderinger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt 2) en bestemmelse, der giver ministeren mulighed for at fastsætte regler om, at den tabende part i en klagesag anlagt ved Klagenævnet for Udbud skal betale en afgift for nævnets behandling.

Nedlæggelse af enhed for pålidelighedsvurdering i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Erhvervsministeriet foreslår, at der sker en nedlæggelse af enheden for pålidelighedsvurderinger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Enheden for pålidelighedsvurderinger i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev oprindeligt etableret for at samle ekspertise og erfaring med pålidelighedsvurderingerne. Med tilføjelsen til udbudslovens § 138, stk. 1, forventede Erhvervsministeriet, at ordregivere ville anvende enhedens vejledende udtalelser til på et ensartet og velinformeret grundlag at træffe beslutninger om bydende virksomheders pålidelighed. Dette skulle medføre et bedre kompetencegrundlag for gennemførsel af vurderingerne samt bidrage til centralisering af nyttig viden, hvorved der blev skabt større forudsigelighed og transparens i vurderingen af virksomhedernes dokumentation.

Vedtages forslaget, vil der ske en genindførelse af retstilstanden fra før 1. januar 2023. Det betyder, at offentlige ordregivere (igen) egenhændigt vil skulle vurdere ansøgende virksomheder eller tilbudsgiveres fremlagte dokumentation for pålidelighed efter udbudslovens § 138, stk. 1, uden bistand fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens specialiserede enhed. På den ene side kan det potentielt betyde, at den centraliserede viden/erfaring samt det høje kompetenceniveau, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens enhed oprindeligt skulle sikre og opbygge dermed går tabt, hvilket kan føre til større variation og mindre ensartede beslutninger på området. På den anden side vil nogle aktører involveret i self-cleaning procedurer utvivlsomt hilse ændringen velkommen, da en nedlæggelse af enheden vil fjerne den flaskehals, som har haft negativ indvirkning på overholdelse af udbudstidsplaner, som ofte ikke har indberegnet tid til at sende sager om vurdering af pålidelighed forbi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Hjemmel til at pålægge afgift i tabte klagesager ved Klagenævnet for Udbud
En anden central del af lovforslaget vedrører en ændring i Klagenævnet for Udbuds regler, som vil give ministeren hjemmel til at fastsætte regler om en afgift, der skal betales af den tabende part i en klagesag. Afgiften skal dække omkostningerne for nævnets behandling af klagen og har til formål at reducere antallet af klager, der med stor sandsynlighed ikke vil føre til medhold for klageren. Erhvervsministeriet forventer, at ordningen vil afskrække unødvendige eller grundløse klager og dermed bidrage til en mere effektiv behandling af relevante klagesager.

Ved at indføre en hjemmel til at fastsætte regler om en afgift for tabende parter i klagesager, risikerer Erhvervsministeriet imidlertid at skabe en økonomisk barriere for mindre virksomheder eller parter med begrænsede ressourcer. Afgiften kan have en afskrækkende effekt med den konsekvens, at berettigede klager ikke bliver ført, hvilket kan give anledning til bekymring ud fra et retssikkerhedsmæssigt perspektiv.

Det skal i øvrigt bemærkes, at Klagenævnet for Udbud ifølge den seneste årsberetning alene modtog 72 klager i 2023, hvilket er det laveste antal klager siden 2008. Det fremgår videre af rapporten, at antallet af indkomne klager i 2023 var betydeligt lavere end i 2022, og at antallet af klagesager har været støt faldende siden, antallet kulminerede i 2010 med 182 klagesager. Ses der bort fra det overordnede besparelseshensyn kan der derfor sættes spørgsmålstegn ved, om en yderligere nedbringelse af antallet af klagesager kan give anledning til retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Brug for juridisk rådgivning?

Har du brug for juridisk rådgivning, er du meget velkommen til at kontakte advokat, partner Majse Jarlov (maj@skaureipurth.com)

Kontakt

Majse Jarlov

Majse Jarlov

Advokat, partner