Kan retten afskære parters mulighed for at fremlægge sagkyndige erklæringer for skønsmanden, til trods for at erklæringen er indhentet forud for sagens anlæg?

25.10.24

Ved kendelse af 18. september 2024 tog Retten i Glostrup stilling til, hvorvidt en sagkyndig erklæring indhentet forud for sagens anlæg, kunne forelægges for skønsmanden, og om spørgsmålene i et skønstema i øvrigt må tage udgangspunkt i en sådan erklæring.

Reglerne om fremlæggelse af sagkyndige erklæringer og udformningen af spørgsmål til skønsmanden
I henhold til retsplejelovens § 341 a, stk. 1, kan erklæringer om konkrete forhold af “teknisk, økonomisk eller lignende karakter”, som er indhentet forud for anlæggelsen af en sag som udgangspunkt fremlægges og indgå som bevismiddel i sagen.

Omvendt forholder det sig, hvis den sagkyndige erklæring er indhentet efter sagens anlæg, og hvor modparten protesterer imod fremlæggelsen heraf, i hvilket tilfælde erklæringen som udgangspunkt ikke tillades fremlagt, medmindre erklæringens indhold, omstændighederne ved dens tilblivelse eller andre særlige forhold taler herfor.

Selvom ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer indhentet forud for sagens anlæg som udgangspunkt tillades fremlagt, er dette dog ikke ensbetydende med, at sådanne erklæringer også skal tillades forelagt for skønsmanden i en sag. Dette afhænger blandt andet af erklæringens indhold, og i hvilket omfanget erklæringen inddrages i parternes skønstema.

Parterne i en sag kan som udgangspunkt frit stille de spørgsmål til skønsmanden, som de finder relevante, jf. retsplejelovens § 197, stk. 1. I visse tilfælde kan retten dog afvise spørgsmål, hvis spørgsmålet eksempelvis vurderes at være egnet til på utilbørlig vis at lede skønsmanden i en bestemt retning, eller hvis spørgsmålet forudsætter, at skønsmanden tager stilling til spørgsmål, som det er op til retten at afgøre, jf. retsplejelovens § 197, stk. 2.

Der er således grænser for, hvilke spørgsmål parterne kan stille til skønsmanden, og dermed potentielt også i hvilket omfang en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring kan tillades at indgå i et skønstema, som forelægges for skønsmanden.

Ved kendelse af 18. september 2024 tog Retten i Glostrup stilling til netop dette spørgsmål, da retten fandt, at en sagkyndig erklæring indhentet inden sagens anlæg, ikke kunne forelægges for skønsmanden, idet forelæggelse af erklæringen for skønsmanden ville medføre en risiko for utilbørlig påvirkning.

Sagen i korte træk
I den foreliggende sag tog retten stilling til, om en sagkyndig erklæring indhentet af bygherre forud for sagens anlæg skulle tillades forelagt for skønsmanden, og om spørgsmålene i bygherrens skønstema måtte tage udgangspunkt i og henvise direkte til den indhentede erklæring.

Spørgsmålet opstod, da bygherre anmodede om syn og skøn, og i den forbindelse indgav et udkast til skønstema til retten. Bygherrens skønstema var imidlertid formuleret således, at skønsmanden blev anmodet om at besvare spørgsmålene i skønstemaet med udgangspunkt i en sagkyndig erklæring, som bygherren tidligere havde indhentet i forbindelse med en 1-års gennemgang af det konkrete byggeri.

Modparten – den entreprenør, som havde udført de arbejder, som var genstand for syn og skøn – protesterede derfor mod, at bygherrens skønstema såvel som den ensidigt indhentede sagkyndige erklæring kunne forelægges for skønsmanden under henvisning til bl.a.:

• at erklæringen var udarbejdet af henholdsvis en bygningsingeniør og en af Sikkerhedsstyrelsen beskikket byggesagkyndig, hvilket betød at erklæringen havde en autoritativ karakter, som medførte en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden,
• at bygherrens skønstema var opbygget og struktureret på en måde, som pegede i retning af, at bygherren forsøgte at omgå principperne for det uvildige syn og skøn, herunder idet bygherrens spørgsmål henviste direkte til punkter i den ensidigt indhentede erklæring, således, at skønsmanden var nødt til at gennemgå erklæringens tekniske konklusioner for at besvare de stillede spørgsmål.

På baggrund af ovenstående gjorde entreprenøren således gældende, at skønsmanden skulle have mulighed for selvstændigt og uden utilbørlig påvirkning at besigtige det byggeri, som var genstand for syn og skøn, og i den forbindelse frembringe sine egne tekniske konklusioner om de omtvistede forhold.

Rettens kendelse
Indledningsvist fastslog retten, at sagkyndige erklæringer indhentet inden sagens anlæg om f.eks. tekniske spørgsmål i almindelighed kan fremlægges som bevis.

I forlængelse heraf bemærkede retten dog, at ”Det er dog et selvstændigt spørgsmål, om erklæringen tillige, mod modpartens protest, bør tillades forelagt en eventuel skønsmand.”

Ved sin vurdering af dette spørgsmål fandt retten, at ”[erklæringen] indeholder konstateringer og detaljerede vurderinger af mangelfulde forhold ved byggeriet, som det er op til skønsmanden at foretage. Retten finder at [erklæringen] efter sit indhold kan sidestilles med en skønserklæring. Herefter, og da skønsmanden endnu ikke har haft mulighed for at foretage sin egen selvstændige vurdering af forholdene, finder retten, at udlevering af [erklæringen] til skønsmanden vil indebære en risiko for utilbørlig påvirkning som omhandlet i retsplejelovens § 197, stk. 2.”

Som følge heraf fandt retten, at den indhentede sagkyndige erklæring ikke kunne tillades forelagt for skønsmanden, og at bygherren derfor også skulle omformulere spørgsmålene i skønstemaet, således, at spørgsmålene ikke længere indeholdte direkte henvisninger til erklæringen.

Ikke et enkeltstående tilfælde
Kendelsen fra retten i Glostrup er ikke et enkeltstående tilfælde. Vi ser ofte at retten såvel som Voldgiftsnævnet afskærer en part fra at forelægge en ensidigt indhentet erklæring for skønsmanden under henvisningen til risikoen for utilbørlig påvirkning. Dette understøtter således, at udgangspunktet om at ensidigt indhentede sagkyndige erklæringer kan fremlægges, så længe de er indhentet forud for sagens anlæggelse, ikke kan stå alene for så vidt angår vurderingen af om erklæringen ligeledes kan forelægges for skønsmanden.

Som eksempel fandt voldgiftsretten i en tilsvarende sag ligeledes frem til, at en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring ikke kunne forelægges for skønsmanden under henvisning til, at:

”[erklæringen] indeholder vurderinger og konklusioner, som på en autoritativ måde tager stilling til forhold, som det må være op til skønsmanden/skønsmændene selv at foretage, hvorfor bilagene vil kunne indebære en utilbørlig påvirkning.”

Muligheden for at få en ensidigt indhentet erklæring forelagt for en skønsmand afhænger således i høj grad også af, om erklæringen har en autoritativ karakter og/eller indeholder vurderinger eller konklusioner, som medfører en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden, hvilket i bekræftende fald vil medføre, at erklæringen mest sandsynligt ikke vil blive tilladt forelagt for skønsmanden.

Supplerende bemærkninger
Kendelsen fra retten i Glostrup og afgørelsen fra voldgiftsretten fastslår, at selvom en sagkyndig erklæring indhentet inden sagens anlæg som udgangspunkt tillades fremlagt, er dette ikke ensbetydende med, at erklæringen ligeledes kan forelægges for skønsmanden. Adgangen til at forelægge disse erklæringer for en skønsmand kan således være begrænset i de tilfælde, hvor erklæringen indeholder ”konstateringer”, ”konklusioner” eller ”detaljerede vurderinger” vedrørende forhold, som det er op til netop skønsmanden selv at foretage. Det skyldes, at sådanne erklæringer er egnet til på utilbørlig vis at påvirke skønsmanden i en sådan grad, at formålet med syn og skøn ikke efterleves.

Såfremt man ønsker at forelægge en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring for en skønsmand, er det således ikke alene afgørende, hvorvidt erklæringen er indhentet inden eller efter sagens anlæg, idet også andre forhold vedrørende erklæringens indhold og opbygning har betydning for vurderingen, herunder om erklæringen har en autoritativ karakter og/eller indeholder vurderinger eller konklusioner, som medfører en risiko for utilbørlig påvirkning af skønsmanden.