Misligholdelse af emissionskrav i entreprisekontrakter

31.01.25

Fokus på klimakrav og entreprenørens forpligtelser
Som væsentlig bidragsyder til den samlede CO2-udledning, må byggebranchen forholde sig aktivt til krav om reducering af CO2-emissioner, der pålægges nationalt såvel som internationalt. I tilfælde af at kontraktlige emissionskrav ikke overholdes, kan der imidlertid opstå udfordringer med efterfølgende at sikre effektiv håndhævelse af deres indhold.

Ifølge en analyse foretaget af advokatfuldmægtig og tidligere stipendiat, Hannah Lohmann-Devantier, som i efteråret skrev speciale om emnet, er AB-systemet og gældende entrepriseretlige regler utilstrækkelige til at sikre en effektiv håndhævelse af emissionskrav.

Entreprenørens manglende opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser udgør misligholdelse. Bygherren har i sådanne situationer en række misligholdelsesbeføjelser til sin rådighed, der overordnet set har til formål at sikre opfyldelse af aftalen eller at kompensere bygherren for de tab, som misligholdelsen har medført. Disse beføjelser er funderet i almindelige obligationsretlige principper, herunder muligheden for at forlange naturalopfyldelse eller at blive kompenseret økonomisk ud fra den positive opfyldelsesinteresse.

Afhjælpningsbeføjelsens kontraproduktive effekt
Naturalopfyldelse i form af afhjælpning er den primære beføjelse, som bygherren kan gøre gældende i tilfælde af entreprenørens misligholdelse. Specialet konkluderer imidlertid, at afhjælpningens anvendelighed udfordres, når misligholdelsen angår emissionsklausuler.

En af de centrale problemstillinger ved afhjælpning i disse tilfælde er princippet om offergrænsen, som kan begrænse bygherrens krav på naturalopfyldelse. Hvis omkostningerne ved at bringe byggeriet i overensstemmelse med emissionskravene overstiger den nytte, som bygherren opnår, kan entreprenøren potentielt frigøres fra afhjælpningspligten. Økonomiske hensyn til entreprenøren, som offergrænsevurderingen er funderet i, kan således begrænse bygherrens mulighed for at varetage de klimahensyn, som emissionskravene er funderet i. Samtidig bemærkes det, at der består et fundamentalt modsætningsforhold i at diskutere, om hensynet til entreprenørens økonomiske formåen taler for ikke at stille bygherren, som forudsat ved kontrahering, når manglen består i tilsidesættelse af et krav, der ikke har en kapitaliseret økonomisk værdi. Den rimelighedsvurdering, som offergrænseprincippet baseres på, forekommer således vanskelig, når den mangel, der skal afhjælpes, vedrører tilsidesættelse af emissionskrav, der varetager et hensyn til kontrakteksterne forhold, som reducering af CO2-emissioner i atmosfæren.

Udfordringen adresserer en fundamental konflikt i sammenstødet mellem på den ene side traditionelle økonomiske hensyn, der hersker inden for entrepriseretten, og bredere klimamæssige hensyn, som de kontraktuelle emissionskrav sigter at varetage.

En anden udfordring ved afhjælpning relaterer sig til den praktiske gennemførelse. Hvis manglen vedrører anvendelse af forkerte eller mangelfulde materialer, kan det være svært at gennemføre afhjælpningen uden at påføre yderligere klimabelastning. Argumentet udspringer af betragtninger om, at processer som kræver materialer, mennesker og/eller maskiner sjældent, hvis ikke aldrig, vil være helt emissionsneutrale. For eksempel kan en udskiftning af ikke-bæredygtigt træ være mere klimabelastende end at beholde det oprindelige, da udskiftning typisk vil kræve fragt af materialer, igangsættelse af maskiner mv.

Problematikken illustrerer de kontrasterende hensyn, som henholdsvis krav om anvendelse af miljøcertificerede materialer og afhjælpning varetager. Afhjælpning af fysiske mangler koncentrerer sig om de arbejder, der er nødvendige for at genoprette ydelsens fysiske egenskaber. Heroverfor står emissionsklausulerne, der typisk sigter efter at værne om værdier af mere abstrakt karakter. Disse værdier kan sjældent tilgodeses, hvis afhjælpning benyttes som håndhævelsesform ved entreprenørens manglende anvendelse af miljøcertificerede materialer.

Økonomisk kompensation som effektivt håndhævelsesmiddel
Specialet påpeger, at økonomiske beføjelser som godtgørelse eller afslag i entreprisesummen i nogen grad kan kompensere bygherren. Dog er det vanskeligt at opgøre bygherrens tab, når det vedrører manglende opfyldelse af emissionskrav, eftersom disse ofte ikke vil have en kapitaliseret økonomisk værdi. For eksempel kan det være udfordrende at prissætte konsekvenserne af manglende anvendelse af FSC-certificerede materialer eller tilsidesættelse af klimamæssige standarder. Uden en klar metode til at værdisætte tabet risikerer kompensationen at blive utilstrækkelig og dermed ikke at motivere entreprenøren til at opfylde kravene.

Det er væsentligt at bemærke, at bygherrens krav på afslag i entreprisesummen rummer et hensyn til, at bygherren kompenseres for det lidte tab ved entreprenørens ikke-opfyldelse. Derudover varetager afslaget blandt andet nogle samfundsøkonomiske interesser i at værne om omsætningens sikkerhed. I lighed med det anførte om afhjælpning, indeholder et afslag således heller ikke et element af genoprettelse, idet de klimamæssige konsekvenser af overskredne emissionsgrænser ikke ændres retroaktivt. De økonomiske beføjelser fremstår herefter umiddelbart som inkompatible til at adressere bygherrens økonomiske tab og effektivt håndhæve emissionskravenes indhold. Det kan diskuteres, om entreprenørens udsigt til at modtage et mindre vederlag kan have en motiverende effekt på dennes villighed til at forsøge at sikre efterlevelse af emissionskravenes indhold. Dette forudsætter dog, at entreprenøren både er bevidst om emissionskravets eksistens, at ikke-opfyldelse heraf vil give bygherren ret til et afslag i entreprisesummen, og at udsigten til at modtage et mindre vederlag vil motivere entreprenøren til ikke at komme i misligholdelse.

Henset til at de vanskeligheder, der er forbundet med at værdisætte emissionsmangler, at misligholdelse af emissionskrav kun i nogle tilfælde vil være en betydelig gene for bygherre og motivationsvurderingen desuden beror på subjektive elementer hos entreprenøren, forekommer det tvivlsomt at konkludere, at afslagsbeføjelsen vil have en motiverende effekt på entreprenøren.

Specialet fremhæver, at udsigten til dagbøder imidlertid kan bidrage til at skabe incitamenter for entreprenøren til at undgå misligholdelse. Dette gælder navnlig, hvis bodsbestemmelserne tydeligt fremgår af kontraktmaterialet, således at det står klart for entreprenøren, at der er økonomiske konsekvenser forbundet med ikke at overholde eventuelle emissionskrav.

I tilfælde af entreprenørens misligholdelse vil sanktionering ved dagbod imidlertid også have en begrænset genoprettende effekt, da de ikke kan eliminere de klimamæssige konsekvenser af misligholdelsen.

Begrænsninger i entrepriserettens mulighed for håndhævelse af klimakrav
Specialet konkluderer, at der eksisterer en grundlæggende problematik ved håndhævelse af emissionskrav: mange af de klimamæssige mangler, som misligholdelsen medfører, kan ikke genoprettes. For eksempel kan allerede udledte emissioner ikke reduceres retroaktivt, og dette skaber en udfordring for entrepriserettens traditionelle misligholdelsesbeføjelser.

Derudover er der en generel mangel på retspraksis og litteratur, der specifikt adresserer emissionskrav i bygge- og anlægssektoren. Resultatet bliver herefter, at retsanvendere såvel som byggeriets parter i vid udstrækning må anvende generelle entrepriseretlige principper, som ikke nødvendigvis er tilpasset de specifikke krav, der opstilles i emissionsklausuler. Dette skaber en usikkerhed om, hvordan misligholdelse af emissionskrav vil og bør blive håndteret i praksis.

Specialet peger således på, at entrepriseretten, som den ser ud i dag, er utilstrækkelig til effektivt at håndhæve emissionskrav. Bygherrens krav på opfyldelse in natura eller økonomisk kompensation varetager primært klassiske økonomiske hensyn, men bidrager kun i begrænset omfang til de bredere samfundsmæssige klimahensyn. Dette skyldes blandt andet de modsatrettede interesser mellem bygherrens kommercielle rettigheder og samfundets mål om at reducere klimabelastningen.

For at sikre en mere effektiv håndhævelse af klimakrav i byggekontrakter er der behov for at udvikle nye retsmidler eller tilpasse de eksisterende regler. Dette kan indebære indførelse af mere specifikke og bindende krav i standardkontrakter som AB-systemet, en tydeligere retlig ramme for håndhævelse af emissionsklausuler.

Den fremtidige retlige udvikling på området vil være afgørende for at sikre, at entrepriseretten i højere grad kan understøtte både bygherrens og entreprenørens kommercielle interesser, samt de bredere klimamæssige hensyn, som emissionskravene er designet til at fremme.