side-area-logo
Skau Reipurth & Partnere søger advokatfuldmægtige
Skau Reipurth & Partnere søger advokatfuldmægtige

Vi søger lige nu fuldmægtige til ansættelse.

Vi arbejder i et ambitiøst miljø, hvor kravene til faglighed og kommerciel forståelse er store, og vi har høje ambitioner på vores medarbejderes vegne. Vi er løbende i dialog om de konkrete opgaver, du varetager, og du får mulighed for at styrke dine faglige og sproglige kompetencer via intern og ekstern efteruddannelse. Vi lægger samtidig vægt på, at du lærer at tænke løsningsorienteret og kommercielt.

For at sikre at du som advokatfuldmægtig får den bedste uddannelse, vil du få selvstændigt sagsansvar og direkte klientkontakt. Du kommer til at behandle sager inden for flere erhvervsretlige grene af juraen, men vil samtidig opnå en specialisering inden for et af kontorets specialområder.

Ud over et højt fagligt niveau tilbyder vi en personlig og alsidig advokatuddannelse i et positivt og dynamisk arbejdsmiljø, hvor tempoet til tider er højt. Det er derfor vigtigt, at du kan bevare overblikket i en travl og udfordrende hverdag.

Du arbejder struktureret og effektivt samtidig med, at du er kvalitetsbevidst og har forståelse for detaljen – også i pressede situationer. Du trives med et job, hvor du skal tænke løsningsorienteret og pragmatisk. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt, men samtidig at du kan indgå i teams, og at du er fagligt velfunderet. Det er også vigtigt, at du formår at kombinere din faglighed med en høj grad af grundighed og forretningsforståelse.

Vi forventer, at du har gode faglige og sproglige kvalifikationer, og vi lægger mindst lige så stor vægt på menneskelige kvaliteter, fleksibilitet og kommerciel interesse.

Desuden er det vigtigt for os, at du deler vores grundlæggende værdier om faglighed, dedikation og resultater, og at du har lyst til at arbejde i et team, der ønsker at gå skridtet videre for at skabe værdi for vores klienter.

Ansøgning og kontakt

Ansøgning med relevante bilag (cv, eksamenskarakterer og evt. anbefaling) fremsendes pr. e-mail til HR@skaureipurth.com, mærket ”Ansøgning advokatfuldmægtig”, eller med almindelig post til Skau Reipurth & Partnere, Amaliegade 37, 1256 København K, att.: Ann Bender-Petersen.

Ansøgningsfristen er den 20. januar 2020.

Samtaler forventes gennemført løbende.

 

9. januar 2020