Skau Reipurth & Partnere ansætter erfaren administrerende direktør

Vi er stolte af at kunne offentliggøre, at Kjeld Rask tiltræder som administrerende direktør i Skau Reipurth & Partnere pr. 1. november 2020.

Kjeld Rask har solid erfaring fra advokatbranchen, hvor han de seneste 16 år har været direktør i Horten. Før dette var han ansat 16 år i Deloitte, hvor han i en årrække var partner.

Om valget af Kjeld Rask udtaler advokat og partner Peter Skau-Andersen:

”Når Skau Reipurth & Partnere i en længere periode har vækstet så markant, skyldes det bl.a. optagelsen af nye partnere, der alle bidrager til at cementere positionen som et af Danmarks førende advokatkontorer inden for vores strategiske fokusområder. Ansættelsen af Kjeld Rask er således et naturligt led i Skau Reipurth & Partneres vækstrejse og understøtter vores fortsatte mål om at levere dedikeret juridisk rådgivning på allerhøjeste niveau. Det er samtidig et tiltag mod at styrke professionaliseringen af vores administrative processer i endnu højere grad. Med det overordnede ansvar for den daglige drift og ledelse af Skau Reipurth & Partnere skal Kjeld således bidrage til at styrke og videreudvikle virksomheden. Vi har brugt lang tid på at identificere den helt rigtige profil, og vi er ikke i tvivl om, at Kjeld er det rigtige match til stillingen som administrerende direktør.”

Kjeld Rask har betydelig erfaring med at arbejde i spændingsfeltet mellem bestyrelse, stabsfunktioner og øvrigt juridisk personale, og han har tillige stor erfaring med at eksekvere vækststrategier. Kombinationen af hans solide økonomiske forståelse, samt forståelsen for mennesker generelt, er helt centralt for de resultater, som Kjeld skal bidrage til at skabe.

”Det er med stor glæde, at jeg tiltræder som administrerende direktør i Skau Reipurth & Partnere, og jeg ser frem til at bidrage til virksomhedens fortsatte vækst. Med fokus på ledelse, strategi og udvikling skal jeg være med til at styrke og videreudvikle virksomheden i et internt og eksternt perspektiv, mens jeg sikrer, at det helt særlige værdisæt – som jeg anser som en af årsagerne til, at Skau Reipurth & Partnere i dag er et så stærkt og velfunderet advokatkontor – bevares, uanset hvor meget vi vækster i fremtiden,” udtaler Kjeld Rask.

Har du spørgsmål, kan du henvende dig til advokat og partner Jeppe Reipurth (jre@skaureipurth.com / +45  38411443) eller adm. direktør Kjeld Rask (kra@skaureipurth.com / +45 92153846).