Nye regler fra Voldgiftsinstituttet

Voldgiftsinstituttet har vedtaget nye regler for behandlingen af voldgiftssager ved instituttet. Reglerne træder i kraft den 1. april 2021. Skau Reipurth & Partnere fremhæver her de væsentligste nye bestemmelser.

Virtuel hovedforhandling

Antageligt i lyset af det seneste års turbulente tid indføres nu særskilt hjemmel til helt eller delvist at gennemføre hovedforhandling ved anvendelse af telekommunikation, når det findes forsvarligt og hensigtsmæssigt, og særlige grunde i øvrigt taler for det.

Partsedition

Der er endvidere indsat en bestemmelse, hvorefter sagens parter kan anmode voldgiftsretten om at pålægge modparten at fremlægge bestemt dokumentation og andet bevismateriale, som er undergivet modpartens rådighed, og som kan være af betydning for sagen.

Undlader modparten at efterkomme en sådan opfordring fra voldgiftsretten, kan voldgiftsretten ved sin bevisbedømmelse tillægge dette bevismæssig betydning til fordel for den part, som har anmodet om fremlæggelse af bevismaterialet.

En lignende regel om partsedition findes også i retsplejelovens regler for civile sager.

Oplysning om litigation fundere

Der er nu indsat en bestemmelse, der pålægger parterne i voldgiftssagen at oplyse, hvis parterne antager tredjemand til at finansiere omkostninger i voldgiftssagen, og som derigennem har en økonomisk interesse i sagens udfald.

Alle sagens parter, herunder sekretariatet og voldgiftsretten, skal i sådanne tilfælde modtage oplysninger om tredjemandens identitet.

Bestemmelsen synes at være et resultat af det stigende antal sager, som er finansieret af ”litigation fundere”. I vores nyhed her beskriver vi nærmere, hvordan litigation funding eksempelvis kan anvendes i konkurssammenhæng.

Mulighed for at forhindre et konkret advokatvalg

Ønsker en part at antage en bestemt advokat, kan dette nu forhindres, hvis antagelsen medfører, at der opstår berettiget tvivl om en voldgiftsdommers habilitet. En forudsætning herfor er, at ændringen eller tilføjelsen af advokatrepræsentationen ikke skønnes rimeligt begrundet.

– 0 –

Skau Reipurth & Partnere fører jævnligt sager ved Voldgiftsinstituttet. Ønsker du yderligere information, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Rasmus Schmidt (ras@skaureipurth.com) eller advokat Frederik Kromann Jespersen (fkj@skaureipurth.com).