Skau Reipurth & Partnere søger advokatsekretær

Vi søger en dygtig, grundig og engageret advokatsekretær, der gerne har erfaring med retssagsbehandling og syn og skøn.

Vi tilbyder et spændende og selvstændigt job og en alsidig arbejdsplads i et positivt og dynamisk arbejdsmiljø med gode kolleger. Du kommer til at arbejde tæt sammen med flere jurister og med flere sekretærer.

Jobbet byder på mange forskelligartede arbejdsopgaver.

Opgaverne omfatter bl.a. styring af omfattende dokumentprocesser i forbindelse med rets- og voldgiftssager, administration af retssagsportalen (Minretssag.dk) for flere jurister, udarbejdelse af dokumenter og følgebreve til domstole samt korrekturlæsning og kvalitetssikring af skriftligt materiale og korrespondance. Der vil tillige være en række mere praktiske opgaver, herunder fakturering, print/kopiering, kalenderstyring, journalisering samt udarbejdelse af ekstrakter og materialesamlinger til brug for rets- og voldgiftssager.

Vi forventer høj kvalitet og grundighed i dit arbejde samt en serviceorienteret, ansvarsbevidst og positiv tilgang til dine opgaver og kolleger. Ligeledes er det vigtigt, at du besidder overblik og befinder dig godt med deadlines, der til tider kan være korte.

Du har desuden flair for IT, herunder gerne et godt kendskab til minretssag.dk, Word, Excel og Unik Advosys eller tilsvarende sagsstyringssystem.

Vi lægger samtidig stor vægt på menneskelige kvaliteter, godt humør, holdånd og kvalitetsbevidsthed.

Til den rette kandidat tilbyder vi en udfordrende og spændende stilling i et uformelt arbejdsmiljø, hvor du vil få mulighed for personlig og faglig udvikling samt selvstændige arbejdsopgaver.

Tiltrædelse: Snarest muligt.

Arbejdstid: 37 timer pr. uge (evt. deltid)

Ansøgning og kontakt

Ansøgning med relevante bilag (CV, anbefalinger, mv.) fremsendes pr. e-mail til hr@skaureipurth.com, mærket ”Ansøgning advokatsekretær”.

Ansøgningsfristen er den 25. april 2021.