Konkurrenceklausul mellem to kapitalejere var ikke omfattet af ansættelsesklausulloven

I januar 2016 trådte ansættelsesklausulloven i kraft, og samtidig blev de tidligere regler om konkurrencebegrænsende klausuler i funktionærloven og aftaleloven udfaset. Ansættelsesklausulloven gælder som udgangspunkt for lønmodtagere, men visse regler om bortfald og indskrænkninger af konkurrenceklausuler er udvidet til også at gælde for ”andre end lønmodtagere”. Højesteret har i en ny kendelse fastslået, at bestemmelserne, ligesom de tidligere regler i aftaleloven, kun finder anvendelse på konkurrenceklausuler indgået som led i et ansættelsesforhold.

Konkurrenceklausul i ejeraftale opretholdt ved kapitalejers udtræden                                                                             

Sagen omhandlede to kapitalejere, der i lige sameje havde stiftet et selskab inden for skimmelsanering, nedrivning og udbedring af fugtskader. Den ene kapitalejer blev ansat i virksomhedens datterselskab som indehaver/partner. Som følge af den ansatte kapitalejers brud på ejeraftalen blev der indgået en forligsaftale, hvori han overdrog alle kapitalandele til den anden kapitalejer. En konkurrenceklausul i den tidligere indgåede ejeraftale blev opretholdt i forligsaftalen i en periode på 2 år fra aftalens indgåelse. Da parterne efterfølgende ikke kunne blive enige om det videre samarbejde, blev den udtrådte kapitalejer opsagt af virksomheden.

Påbegyndte konkurrerende virksomhed i opsigelsesperiode                                                                               

Den opsagte kapitalejer påbegyndte kort efter at reklamere for konkurrerende ydelser på sin LinkedIn, samt at udføre opgaver i direkte konkurrence med virksomheden, hvilket medførte, at virksomheden bortviste ham. Den anden kapitalejer og virksomheden anlagde sag ved byretten, som nedlagde forbud mod, at den fratrådte kapitalejer fortsatte driften af sin konkurrerende virksomhed. Landsretten stadfæstede byrettens kendelse.

Ikke tilsigtet ændring i retstilstanden                                                                     

Den udtrådte kapitalejer argumenterede gennem sagens forløb for, at konkurrenceklausulen skulle bortfalde efter reglen i ansættelsesklausullovens § 11, skt. 1, da virksomheden havde opsagt ham, uden at han havde givet rimelig anledning hertil.

Højesteret bemærkede, at der med ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1 ikke var tilsigtet en ændring i den retstilstand, der var gældende under den nu ophævede bestemmelse i aftalelovens § 38, stk. 2. Bestemmelsen kan derfor alene anvendes på konkurrenceklausuler indgået som led i et ansættelsesforhold. Højesteret fandt, at eftersom konkurrenceklausulen var indgået som led i en forligsaftale mellem to kapitalejere, og dermed ikke som led i et ansættelsesforhold, fandt bestemmelsen i ansættelsesklausullovens § 11, stk. 3, jf. stk. 1, ikke anvendelse.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

– 0 –

Såfremt der ønskes yderligere information eller vejledning omkring håndteringen af spørgsmål om ligebehandling og forskelsbehandling, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Bo Enevold Uhrenfeldt (beu@skaureipurth.com) eller advokat Thomas Christian Thune (tct@skaureipurth.com).