Indsigt

120-dages reglen: Højesteret bekræfter langvarig praksis for optælling af sygedage

17.03.22

Højesteret har netop afsagt dom i en sag omhandlede funktionærlovens § 5, stk. 2, bedre kendt som 120-dagesreglen.

Kan fridage tælle med i opgørelsen?
Spørgsmålet i sagen var, hvorvidt arbejdsgiveren var berettiget til at opsige medarbejderen med forkortet varsel under henvisning til 120-dages reglen. Dette afhang af, om søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage kunne medregnes ved opgørelsen af antallet af sygedage efter funktionærlovens § 5, stk. 2 i den periode, hvor den ansatte var fuldtidssygemeldt.

Søgsmålet var anlagt af HK Danmark, der gjorde gældende, at der ved beregning af de 120 sygedage skulle ses bort fra weekender og andre arbejdsfri dage, da det ellers ville medføre den ubalance, at en deltidssygemeldt funktionær reelt kan være sygemeldt i længere tid end fuldtidssygemeldte funktionærer.

I sin begrundelse anførte Højesteret, at der i funktionærloven eller dennes forarbejder ikke var taget stilling til, hvordan de 120 dage efter § 5, stk. 2 skulle opgøres. Højesteret henviste herefter til deres langvarig praksis, der fastslog, at ikke kun arbejdsdage, men også søn- og helligdage skulle medregnes ved opgørelsen af de 120 dage i perioder, hvor en funktionær er sygemeldt. Højesteret bemærkede endvidere, at der på baggrund af Sø- og Handelsrettens dom i 1950 har udviklet sig en retspraksis, hvorefter søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage medregnes i de 120 dage, hvis den ansatte har været fuldtidssygemeldt dagen umiddelbart før og dagen umiddelbart efter den eller de pågældende arbejdsfri dage.

Højesteret fandt derfor, at beregningen af sygedage var sket i overensstemmelse med funktionærlovens § 5, stk. 2.

Bekræfter tidligere praksis
Dommen er i overensstemmelse med langvarig praksis på området. Der blev stillet spørgsmålstegn ved denne praksis, da Højesteret i 2017 i en dom kom frem til, at der i forbindelse med medarbejderes deltidssygemelding alene kunne tages højde for den faktiske fraværstid ved opgørelsen efter 120-dages reglen og altså ikke skønnet fraværstid på arbejdsfri dage.

Højesterets dom bekræfter tidligere praksis, hvorefter der ved fuldtidssygemelding kan medregnes weekender, søn- og helligdage og andre arbejdsfri dage ved opgørelsen af antallet af sygedage, hvis den ansatte har været fuldtidssygemeldt dagen umiddelbart før og dagen umiddelbart efter den eller de pågældende arbejdsfri dage.

Det er vigtigt at være opmærksom på forskellen i optælling af sygedage ved deltidssygemelding og fuldtidssygemelding i forbindelse med en påtænkt opsigelse efter 120-dages reglen.

Såfremt du ønsker yderligere information om Højesterets dom, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Jonas Enkegaard (jen@skaureipurth.com).

Kontakt

Jonas Enkegaard

Jonas Enkegaard

Advokat (L), partner