Hævd – har Højesteret skærpet betingelserne?

25.10.24

Hævd er en velkendt betegnelse, som indebærer at man i visse situationer kan opnå enten ejendomsret eller brugsret til en del af en ejendom, som man ikke har tinglyst adkomst til. I denne artikel belyses de forskellige hævdstyper, hvilke betingelser der skal opfyldes for at vinde hævd og afslutningsvist vil der blive stillet skarpt på, hvorvidt disse betingelser for hævd er blevet skærpet i henhold til nyere praksis.

Generelt om hævd
I almindelighed kan der alene opnås rettigheder over fast ejendom ved aftale eller arv, uanset om der er tale om begrænsede eller ubegrænsede rettigheder. En undtagelse til denne hovedregel er, at der er mulighed for at vinde hævd, og her sondres der mellem ejendomshævd eller brugshævd. Ejendomshævd vil sige, at den hævdende vinder ejendomsret over en del af en andens ejendom – oftest et jordstykke – mens brugshævd vil sige, at man må bruge det jordstykke, som der vindes hævd over.

Fælles for de to hævdstyper er, at for at vinde hævd, skal man have rådet over det pågældende område i mindst 20 år, det følger direkte af hævdsbestemmelsen i Danske Lov, og udover denne tidsmæssige betingelse sondres der i øvrigt imellem det der betegnes ordinær hævd og det der betegnes alderstidshævd.

• Ordinær hævd, som bygger op på Danske Lov (DL) 5-5-1 og DL 5-5-2. er relevant ved synbar indretning. Det vil sige, hvis det man råder over er synligt afgrænset, så er hævdstiden 20 år, og
• Alderstidshævd, hvor den hævdendes råden ikke er synbar for ejendommens ejer og skal have bestået kontinuerligt i alderstid, dvs. omtrent 40-50 år eller så langt nogen erindrer.

Herudover er det fælles for begge former af hævd, at den faktiske råden er uretmæssig, udøvet kontinuerligt af en bestemt kreds, samt at den hævdende gik ud fra, at råden i det mindste ville være tolereret af ejendommens ejer. Den hævdendes subjektive forhold ved ordinær hævd er ikke reguleret i DL 5-5-1, men er blevet udviklet i retspraksis, hvorfor dette fortsat er et omdiskuteret emne, og kravene hertil er endnu ikke fuldstændig afklaret. Dette kan ses nedenfor ved gennemgang af afgørelsen i U 2023.2074 H.

U 2023.2074 H – Den hævdendes subjektive forhold
Højesteret afsagde den 3. februar 2023 dom i en sag mellem Stevns Kommune og tre villaejere vedrørende hvorvidt villaejerne havde vundet hævd over et kommunalt ejet beplantningsbælte, som de hver især havde inddraget i deres ejendomme i en periode på omtrent over 40 år. De inddragede arealer blev anvendt som om villaejerne var de rette ejere af arealerne, vedligeholdt samt synbare og afgrænsede indretninger i arealerne. Det har herudover ikke været bestridt, at villaejerne var vidende om, at beplantningsbæltet tilhørte kommunen.

Kommunen havde i den årrække ikke modsagt villaejernes anvendelse af beplantningsbæltet og begrundede dette i, at beplantningsbæltets formål var at beskytte ejendommene fra erhvervsområdet, hvorfor det var tiltænkt, at dette skulle være et vildtvoksende område, som ikke krævede vedligeholdelse eller tilsyn i den indledende periode efter etablering.

Sagen fik forskellige resultater, mens den blev anket igennem retssystemet. Byrettens afgørelse blev ændret i landsretten med udgangspunkt i, at villaejerne havde udøvet en ”ejers råden” i den påkrævede hævdstid.

Sagen blev herefter anket til Højesteret, som i modsætning til landsretten, lagde afgørende vægt på villaejernes subjektive forhold og satte derved skærpet fokus på den betingelse, som gør området for at vinde ejendomshævd snævert.

Vurderingen af det subjektive kriterie rykkede sig således fra det almenkendte udgangspunkt om, at den hævdende må formode at rådigheden tolereres, til at den hævdende skal have ”føje til at tro, at ejeren havde opgivet eller var indstillet på at opgive ejendomsretten til arealet”, såfremt den hævdende vidste, at arealet tilhørte en anden. Villaejerne tabte derfor sagen i Højesteret.

Til fordel for kommunen udtalte Højesteret herudover, at kommunen ikke havde haft anledning til at føre tilsyn med arealet. Udtalelsen efterlader et spørgsmål om, hvorvidt bedømmelse af ejendomshævd ville være det samme, hvis der var tale om en privat ejendom. Såfremt Højesteret havde givet villaejerne medhold, ville udgangspunktet formentlig være, at såvel offentlige som private ejendoms ejere ville se sig nødsaget i jævnligt at føre tilsyn med deres skov- og beplantningsarealer. Dette er dog fortsat uafklaret, da Højesteret alene har udtalt sig generelt om forholdet. Afgørelsen kan på den måde tillige anskues som om dette praktiske hensyn blev taget i betragtning.

Afgørelsen kan derfor forstås som et trin nærmere på en konkret definition af en af de betingelser, som skal opfyldes for at vinde hævd. Dette gør samtidig at området bliver snævert, dog må det forventes at der i fremtiden vil foreligge klare retningslinjer for bedømmelse af hvorvidt der er vundet hævd, såfremt praksis efterfølges.

U 2023.4599 H – Den hævdendes uretmæssige ejerråden
I U 2023.4599 H var Højesterets fokus derimod på betingelserne om at den hævdende skal udøve ” en ejers råden” over arealet og at råden skal anses for uretmæssig.

I sagen var det omtvistet, hvorvidt A og B, som erhvervede en fritidsbolig, som grænsede op til en landbrugsejendom, havde opnået hævd over et areal på 41 m2 på landbrugsejendommen. Der lå tidligere en hæk mellem de to ejendommes skel, som gjorde, at en del af landbrugsejendommen blev inddraget i A og B´s ejendom. Hækken blev dog fjernet af parterne, hvilket gav anledning til diskussioner om, hvor skellet var placeret.

Højesteret begrundede afgørelsens resultat med, at selvom parterne var enige om, at hækken var et fælleshegn, og de tidligere ejere af A og B´s ejendom sammen med ejerne af landbrugsejendommen løbende havde vedligeholdt hækken, var dette ikke udtryk for en uretmæssig ejerråden, som kunne danne grundlag for at opnå hævd over arealet. Højesteret udtaler i øvrigt, at arealet i væsentligt omfang antages at have været dækket af hækken, hvorfor A og B´s mulighed for at udøve ejerråden over arealet måtte anses for begrænset.

Afgørelsen er ikke umiddelbart udtryk for en skærpelse af betingelserne for at vinde hævd, dog kan denne alligevel læses som indledende skridt i den retning i forhold til, hvad der udgør ejerråden, idet Højesterets udtalelse kan være åben til fortolkning med henblik på, hvor meget arealet bliver egentlig anvendt og formål med dets anvendelse.

Set i sammenhæng med U 2023.2074 H ovenfor, kan Højesterets nyere praksis angående hævd forstås som et forsøg på at præcisere betingelserne, da fortolkning af disse betingelser førhen har været elastiske og efterladt til praksis, uden støtte i lovgivningen.