Ikke edition i et advokatfirmas logs og tidsregistreringer

16.06.21

Under en civil retssag kan det undertiden være afgørende for en parts mulighed for at bevise sin påstand at få adgang til at fremlægge dokumenter, der er undergivet modpartens rådighed.

I medfør af retsplejeloven kan parten derfor bede retten om at pålægge modparten at fremlægge dokumenter, som er undergivet modpartens rådighed, og som parten vil påberåbe sig under sagen, medmindre der derved vil fremkomme oplysning om forhold, som modparten ville være udelukket fra eller fritaget for at afgive forklaring om som vidne (editionspligt).

Hvis modparten uden lovlig grund undlader at efterkomme pålægget, kan det medføre processuel skadevirkning for modparten, f.eks. således at retten lægger til grund, at det, som den editionsbegærende part har anført om de faktiske omstændigheder i sagen, er korrekt.

Den part, som begærer edition, skal normalt anføre de kendsgerninger, der ønskes bevist ved dokumenterne. Parten skal godtgøre, at dokumenterne er egnede til at oplyse disse kendsgerninger, og at dokumenterne i øvrigt har betydning for rettens bedømmelse af de anbringender, som parten har gjort gældende. Editionspligt påberåbes ofte, og domstolene foretager – ikke overraskende – en konkret vurdering af, hvor langt denne pligt konkret kan udstrækkes for at undgå uhjemlede ”fisketure” i en modparts dokumenter.

I en nylig kendelse gav Østre Landsret et advokatfirma medhold i, at Skatteministeriets begæring, om at advokatfirmaet skulle pålægges editionspligt til at fremlægge oplysninger om advokatfirmaets medarbejderes logs og tidsregistreringer i forbindelse med advokatfirmaets rådgivning af en klient, ikke skulle tages til følge.

Østre Landsret afviste således Skatteministeriets begæring med henvisning til, at der, både for så vidt angik medarbejdernes logs og tidsregistreringer, var tale om interne arbejdsdokumenter, der som udgangspunkt ikke kan kræves fremlagt i retssager, medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder. For så vidt angår de nævnte logs tilføjede landsretten, at retsplejelovens editionsregler ikke giver hjemmel til at pålægge en part at danne og udskrive en log over aktiviteter i partens it-systemer.

Skatteministeriet havde ifølge landsretten ikke godtgjort, at dokumenterne var af afgørende betydning for de fremsatte anbringender, eller at de relevante oplysninger ikke kunne tilvejebringes ved parts- og vidneforklaringer.

Skatteministeriet havde ifølge landsretten heller ikke i øvrigt godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der dannede grundlag for at fravige udgangspunktet om, at interne arbejdsdokumenter ikke kan kræves fremlagt under en retssag.

Østre Landsrets kendelse illustrerer, at selvom det kan være besnærende for en part at bede retten pålægge modparten at fremlægge alle dokumenter, som denne måtte ligge inde med af (måske) betydning for sagen, er domstolene tilbageholdende med at imødekomme sådanne begæringer, hvis de favner for bredt – og i hvert fald hvis de vedrører dokumenter, som har karakter af at udgøre modpartens interne (arbejds)dokumenter.