Indsigt

Løsningen på domstolenes alt for lange ventetider er innovation og flere ressourcer – og digital voldgift

03.03.21

Af Henrik Rothe (tidl. retspræsident for Sø- og Handelsretten) og Pernille Bigaard, Rasmus Schmidt samt Frederik Kromann Jespersen.

Posen skal rystes
Sagsbehandlingstiderne i civile sager ved domstolene var allerede før Coronanedlukningerne så lange, at erhvervslivet i stigende omfang fravalgte domstolsbehandling.

Efter vores opfattelse er der et grundlæggende behov for innovation og nytænkning i domstolssystemet og sikkert også for, i et vist omfang, at tilføre domstolsvæsnet flere økonomiske ressourcer for at løse dette problem og dermed styrke retssikkerheden. Også domstolenes praksis for udmåling af sagsomkostninger bør revideres, så sagsomkostningsniveauet står bedre mål med parternes faktisk afholdte omkostninger.

Disse tiltag kræver dog politisk opbakning, som indtil videre har ladet vente på sig. Mens vi venter, kan digital voldgift være et godt alternativ til visse erhvervstvister.

Retssag vs. voldgift
Den 11. januar 2021 bragte Børsen en kronik af advokat Niels Chr. Ellegaard og underdirektør Kim Haggren, DI. Forfatterne stillede forslag om, at staten – for at bekæmpe domstolenes lange sagsbehandlingstider – bør kunne tilbyde parterne mulighed for at afvikle en sag som en privat voldgiftssag på det offentliges regning mod betaling af sædvanlig retsafgift.

Dommer Mikael Sjöbergs kronik af 15. januar 2021 på vegne Dommerforeningen gjorde det klart, at Dommerforeningen ikke kunne tilslutte sig forslaget, bl.a. fordi voldgift ifølge Dommerforeningen ikke kan erstatte uafhængig domstolsbehandling.

Efter vores opfattelse har begge parter for så vidt ret. Voldgift hverken kan eller skal erstatte domstolsbehandling, men omvendt må voldgift i højere grad end tilfældet er anerkendes som en reel del af løsningen på domstolenes massive problemer med lange sagsbehandlingstider og forældede omkostningsregler. Dette gælder særligt, da udsigten, til at domstolene får tilført væsentligt flere økonomiske midler og moderniseret og rationaliseret sagsbehandlingen, synes fjern.

Voldgift i traditionel forstand er imidlertid ofte dyrt og ikke nødvendigvis tidsbesparende og er derfor ofte et uattraktivt alternativ til domstolsbehandling, når det drejer sig om erhvervstvister med en sagsgenstand på i hvert fald indtil 1 million kr. For denne type tvister kan traditionel domstolsbehandling dog være lige så uattraktivt – navnlig henset til de lange sagsbehandlingstider og den omstændighed, at de tildelte sagsomkostninger typisk ikke står mål med de afholdte udgifter.

Ifølge en analyse fra 2020 fra den juridiske tænketank Justitia ligger kompensationen af sagsomkostninger generelt kun på omkring en tredjedel af de faktiske advokatomkostninger.

Digital voldgift som et reelt alternativ
For mindre erhvervstvister (typisk med en sagsgenstand på indtil 1 million kr.) kan digital voldgiftsbehandling være et reelt og brugbart alternativ til såvel domstolsbehandling som traditionel voldgift, da digital voldgift ofte i højere grad kan begrænse tids- og omkostningsforbruget på sagen.

Digital voldgiftsbehandling udbydes bl.a. via platformen oasi.dk, hvor voldgiftsprocessen udelukkende kører online. Der er ingen tidkrævende mundtlig forhandling i sagerne, som afgøres på skriftligt grundlag (på baggrund af to processkrifter fra hver part) af en ellere flere af de voldgiftsdommere, som er tilknyttede platformen. Vi er alle blandt de tilknyttede voldgiftsdommere.

Processen på oasi.dk kører efter faste takster, som kan beregnes på forhånd på platformen.

Eksempelvis er udgiften til oasi.dk og voldgiftsretten i en sag om 500.000 kr. i alt samlet 40.000 kr. (ekskl. moms). Til sammenligning er alene udgiften til rets- og berammelsesafgift i en sag af samme størrelse ved domstolene i alt 12.300 kr. i første instans.

Da der ikke er mundtlig forhandling på oasi.dk, vil omkostningerne til advokaterne være mærkbart lavere end ved almindelige retssager. Derfor mener vi, at det oftest samlet set vil være billigere og langt hurtigere at gennemføre en sag ved digital voldgift i forhold til retssager ved domstolene.

Det er hurtigere at løse sagen ved digital voldgift
I civile retssager er sagsbehandlingstiden ved domstolene i første instans ca. 18 måneder (før coronakrisen). En civil sag, der føres i to instanser, kan derfor meget hurtigt komme til at tage tre år eller mere.

Sagsbehandlingstiden på oasi.dk, fra sagen opstartes, til der foreligger en endelig afgørelse, er ofte få måneder. For de parter, som ønsker en hurtig afklaring af deres mellemværende, kan digital voldgiftsbehandling også derfor være et godt alternativ.

Ønsker du yderligere information, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Frederik Kromann Jespersen (fkj@skaureipurth.com).

Kontakt

Frederik Kromann Jespersen

Frederik Kromann Jespersen

Advokat (H), LL.M., partner