Ny kendelse tillod ikke fremlæggelse af en ensidigt indhentet moderklæring indhentet efter sagens anlæg

28.03.25

Muligheden for at fremlægge en ensidigt indhentet erklæring
I civile sager ved domstolene anvendes syn og skøn ofte som sagkyndig bevisførelse, da parterne som udgangspunkt er afskåret fra at indhente og fremlægge egne ensidigt indhentet erklæringer efter sagens anlæg.

Retten kan dog, i henhold til retsplejelovens § 209 a, stk. 1, tillade, at parterne som supplement til eller i stedet for optagelse af syn og skøn, fremlægger erklæringer, som parterne hver især indhenter fra sagkyndige, om konkrete forhold af teknisk, økonomisk eller lignende karakter.

En sådan ensidigt indhentet sagkyndig erklæring kan som udgangspunkt fremlægges, såfremt erklæringen er indhentet forud for sagsanlægget, jf. retsplejelovens § 341 a, stk. 1.

Under henvisning til retsplejelovens § 341 a, stk. 1, 2. pkt., kan en modpart imidlertid fremlægge en tilsvarende erklæring som i bestemmelsens 1. pkt., i de tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med en ensidigt indhentet erklæring så sent, at det ikke har været muligt for modparten at indhente moderklæringen før sagens anlæg, eller hvor det indtil anlæg af sagen har været så uvist for modparten, om sag ville blive anlagt, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente en moderklæring inden anlæg af sagen, jf. bemærkningerne til de enkelte bestemmelser (nr. 6) i lovforslag LFF 2016-10-05 nr. 20:

”Adgangen til at fremlægge en “moderklæring” er dog ikke begrænset til tilfælde, hvor der skal foretages syn og skøn, men gælder generelt i tilfælde, hvor modparten er blevet bekendt med den ensidigt indhentede erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget, eller hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente “moderklæringen” før sagsanlægget.”

Ved kendelse af 21. januar 2025 fik modparten ikke medhold i, at en moderklæring kunne fremlægges, idet Retten i Sønderborg fandt, at modparten rent tidsmæssigt kunne have indhentet den forud for sagsanlægget.

Sagens nærmere omstændigheder
I den konkrete sag havde sagsøger fremlagt en ensidigt indhentet erklæring, som Retten i Sønderborg efter sagens anlæg tillod fremlagt som bevis i sagen. Som moderklæring til den førnævnte ensidigt indhentet erklæring, ønskede sagsøgte at fremlægge en brandteknisk rapport, der var rekvireret af sagsøgte efter sagens anlæg.

Sagsøger protesterede mod, at moderklæringen kunne fremlægges i sagen og gjorde navnlig gældende, at sagsøgte havde haft rig mulighed for at indhente rapporten langt tidligere end sket, da den af sagsøger ensidigt indhentet erklæring blev sendt til sagsøgte cirka 9 måneder forud for sagsanlægget, og dermed 14 måneder forud for indhentning af den omtvistede moderklæring.

Sagsøger anførte yderligere, at det for sagsøgte havde været overvejende sandsynligt, at der ville blive indgivet stævning, og sagsøgte utvivlsomt havde mulighed for at stille relevante spørgsmål til skønsmanden uden at henvise til ensidige konklusioner og vurderinger indeholdt i moderklæringen.

Kendelsen
Retten i Sønderborg fastslog indledningsvis, at en modpart efter retsplejelovens § 341 a, stk. 1, 2. pkt. kan fremlægge en tilsvarende erklæring som anført i bestemmelsens 1. pkt., selv om denne erklæring først har kunnet indhentes efter sagens anlæg.

Retten i Sønderborg bemærkede videre:

”Bestemmelsen i retsplejelovens § 341 a, stk. 1, 2. pkt. giver således en modpart mulighed for at kunne fremlægge en moderklæring, hvor modparten er blevet bekendt med en ensidigt indhentet erklæring så sent, at der ikke har været mulighed for at indhente moderklæringen før sagens anlæg, eller hvor det i øvrigt helt indtil sagsanlægget har fremstået så uvist for modparten, om stævning ville blive indgivet, at det ville være urimeligt at lægge vægt på, at modparten rent tidsmæssigt kunne have nået at indhente en moderklæringen før sagsanlægget.”

Retten i Sønderborg lagde i sin vurdering vægt på, at sagsøger cirka 9 måneder før sagens anlæg, fremsendte den ensidigt indhentet erklæring til sagsøgte, og det i hvert fald i to måneder før sagens anlæg måtte have fremstået som overvejende sandsynligt for sagsøgte, at der ville blive indgivet stævning.

På denne baggrund lagde Retten i Sønderborg til grund, at det ikke havde været så uvist for sagsøgte, at sagsøger ville indgive stævning, hvorfor det blev tillagt vægt, at sagsøgte tidsmæssigt havde haft mulighed for at indhente moderklæringen før sagens anlæg.

Skau Reipurths bemærkninger
Kendelsen fra Retten i Sønderborg tydeliggør betydningen af det tidsmæssige aspekt forud for sagens anlæg i de tilfælde, hvor modparten har haft rig mulighed for at indhente en moderklæring før sagens anlæg, og hvor det må have fremstået som overvejende sandsynligt for modparten, at der ville blive indgivet stævning.

Såfremt man som part bliver forelagt en ensidigt indhentet sagkyndig erklæring i en verserende tvist, er det således vigtigt – tidligst muligt i processen – at indhente en moderklæring, hvis denne senere ønskes fremlagt som bevis under en eventuel retssag. Måtte man afholde sig herfra, vil der være en risiko for, at en sådan moderklæring ikke tillades fremlagt under en eventuelt senere anlagt retssag.

Endelig bør man notere sig, at udgifter til sagkyndig bistand, herunder ensidigt indhentet erklæringer, der er indhentet med rettens tilladelse i henhold til retsplejelovens § 209 a, stk. 1, ligesom udgifter til erklæringer, der er ensidigt indhentet forud for sagens anlæg, som udgangspunkt ikke kan dækkes som sagsomkostninger, jf. retsplejeloven § 316.

Det påhviler således som udgangspunkt den part, som har indhentet en ensidigt indhentet erklæring eller en moderklæring, at afholde de hermed forbundne udgifter.