← Indsigt
Ny landsretsdom om vildledende markedsføring
29.11.24
Når erhvervsdrivende markedsfører deres produkter, skal det ske på en klar og tydelig måde. Den erhvervsdrivende må bl.a. ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger om produktet, da dette kan være vildledende over for modtageren. Østre Landsret har i en nylig dom forholdt sig til den måde, hvorpå en erhvervsdrivende på sin hjemmeside havde oplyst om leveringsomkostningerne ved sine produkter. Dommen tjener som generelt pejlemærke i forhold til det generelle forbud mod vildledende markedsføring.
Forbuddet mod vildledende markedsføring
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 1, må en erhvervsdrivendes handelspraksis (markedsføring) ”ikke vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.” Oplysninger om bl.a. produktets væsentligste karakteristika, prisen inklusive moms og afgifter samt omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto betragtes som væsentlige.
Hvis den erhvervsdrivende gør disse oplysninger tilgængelige for modtageren via sin hjemmeside, beror det på en konkret helhedsvurdering af det samlede transaktionsforløb på hjemmesiden, om den erhvervsdrivendes markedsføring må anses for at være vildledende. Det er altså faktorer som f.eks. opbygningen af hjemmesiden, fontstørrelsen, måden hvorpå ovennævnte oplysninger vises, mv., som er afgørende for vurderingen af, om den erhvervsdrivendes markedsføring er lovlig.
En overtrædelse af forbuddet mod vildledende markedsføring er strafsanktioneret, og den erhvervsdrivende kan derfor straffes med bøde.
Den konkrete sag
Ved dommen af 29. oktober 2024 fastslog Østre Landsret, at en erhvervsdrivende (som udbød billetter til diverse arrangementer) konkret havde tilsidesat sin oplysningspligt efter markedsføringslovens § 6, idet den erhvervsdrivende ikke tilstrækkeligt tydeligt havde oplyst om det leveringsgebyr, som knyttede sig til købet af produktet.
Den erhvervsdrivendes hjemmeside indeholdt oplysning om, at de konkrete billetpriser var ”eksklusive leveringsgebyr”. Hjemmesiden var dog indrettet på en sådan måde, at denne oplysning alene blev anført i en sort bjælke placeret i tilslutning til hjemmesidens øverste sorte kant, hvorimod produktets karakteristika og pris blev anført midt i skærmbilledet på en visuelt langt mere fremtrædende måde.
Efter landsrettens opfattelse blev oplysningen om leveringsgebyret ikke givet i umiddelbar tilknytning til billetprisen, og denne præsentationsform kunne være medvirkende til, at modtagerens/forbrugerens opmærksomhed blev afledt fra den omstændighed, at der også skulle betales et leveringsgebyr i tillæg til billetprisen.
Det var også udslagsgivende for landsrettens vurdering, at den sorte bjælke på hjemmesiden, som indeholdt oplysning om leveringsgebyret, var fastgjort øverst i skærmbilledet og dermed forsvandt fra skærmbilledet, når modtageren/forbrugeren scrollede ned på hjemmesiden.
Efter en helhedsbedømmelse af hjemmesiden og den måde, hvorpå oplysningerne om leveringsomkostningerne blev præsenteret, var den erhvervsdrivendes markedsføring vildledende, og den erhvervsdrivende blev idømt en bøde på 300.000 kr.
Hvordan skal væsentlige oplysninger præsenteres?
Dommen er interessant, fordi sagen reelt vedrører brug af såkaldte dark patterns, dvs. måder at designe f.eks. en hjemmeside på med det sigte at aflede modtagerens/forbrugerens opmærksomhed fra specifikke dele af hjemmesiden til fordel for andre. Det kan f.eks. ske ved hjælp af farverige bannere, massiv brug af pop-up beskeder, forskellige fontstørrelser på forskellige dele af hjemmesiden, mv.
Det er ikke i sig selv ulovligt for erhvervsdrivende at anvende dark patterns, så længe disse ikke gør den erhvervsdrivendes markedsføring vildledende.
Med landsrettens dom er det klart, at den erhvervsdrivende altid skal oplyse det klart og tydeligt, hvis der knytter sig et eller flere (leverings)gebyrer til køb af et produkt. I den konkrete sag havde den erhvervsdrivende faktisk givet de nødvendige oplysninger men bare ikke på en tilstrækkeligt klar og tydelig måde. Dommen indebærer, at selvom der som udgangspunkt gælder frie rammer for, hvor og hvordan de nødvendige oplysninger gives, skal den erhvervsdrivende fortsat sikre, at der er en sådan sammenhæng i præsentationen af de relevante oplysninger, at markedsføringen som sådan ikke fremstår vildledende.
Brug for juridisk rådgivning?
Har du brug for juridisk rådgivning, er du meget velkommen til at kontakte advokat, partner Frederik Kromann Jespersen (fkj@skaureipurth.com).