Indsigt

Nye regler om self-cleaning i offentlige udbud er trådt i kraft

25.01.23

Den 1. januar 2023 trådte nye regler om self-cleaning i offentlige udbud i kraft. De nye regler betyder, at offentlige ordregivere fra årsskiftet er forpligtet til at indhente en vejledende udtalelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til vurdering af dokumentation for pålidelighed, før virksomheder kan udelukkes fra deltagelse i offentlige udbud.

Udelukkelse og self-cleaning
Efter udbudsloven, §§ 135-137, er offentlige ordregivere forpligtet til at udelukke virksomheder fra deltagelse i en udbudsprocedure, hvis de pågældende virksomheder er omfattet af en relevant udelukkelsesgrund.

Før ordregiver kan udelukke en virksomhed fra deltagelse i et konkret offentligt udbud, skal virksomheden efter udbudslovens § 138 dog have mulighed for at dokumentere sin pålidelighed i forsøget på at undgå udelukkelsen, hvorved forstås, at virksomheden har foretaget tilstrækkelige foranstaltninger til effektivt at undgå, at den adfærd, der førte til udelukkelsen, ikke gentager sig (såkaldt ”self-cleaning”).

Ny procedure for self-cleaning
Det er som altid ordregiver, der i hvert enkelt tilfælde, træffer den endelige beslutning om, hvorvidt en virksomheds dokumentation for pålidelighed er tilstrækkelig til at undgå udelukkelse. Det er imidlertid nyt, at ordregiver ved udbud offentliggjort efter 1. januar 2023 er forpligtet til at indhente en udtalelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, før ordregiver træffer sin beslutning.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indtræder pligten til at indhente en udtalelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, når ordregiver vurderer, at en virksomhed er omfattet af en udelukkelsesgrund, og virksomheden står til enten at blive prækvalificeret eller at få tildelt kontrakten eller allerede har fået tildelt kontrakten.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelser om en virksomheds dokumentation for pålidelighed er alene vejledende. Ordregiver kan imidlertid lægge udtalelsen til grund for sin endelige beslutning om, hvorvidt dokumentationen er tilstrækkelig for virksomheden til at undgå udelukkelse, uden at dette skal opfattes som et krav.

Ordregiver skal under alle omstændigheder afvente Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udtalelse, før ordregiver kan træffe den endelige beslutning i hvert enkelt udbud.

Efterlever ordregiver ikke pligten til at indhente og afvente en vejledende udtalelse hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, før den endelige beslutning træffes, vil der være tale om en overtrædelse af udbudslovens § 138, som kan påklages til Klagenævnet for Udbud.

Også ordregivers endelige beslutning om en virksomheds pålidelighed kan påklages til Klagenævnet for Udbud, hvis virksomheden er uenig i beslutningen.

Hvad skal din virksomhed være opmærksom på?
Hvis din virksomhed ønsker at gøre brug af muligheden for at dokumentere pålidelighed, i forsøget på at undgå udelukkelse fra en udbudsprocedure, skal du inden for en passende frist, fremsat af ordregiver, fremsende dokumentation for pålidelighed til ordregiver.

Dokumentationen skal vise, at din virksomhed har foretaget konkrete foranstaltninger, som understøtter at den adfærd, der førte til udelukkelsen, ikke gentager sig. Det er således ikke tilstrækkeligt med hensigtserklæringer om, at din virksomhed har i sinde at foretage visse foranstaltninger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbejdet en skabelon, som din virksomhed med fordel kan anvende i forbindelse med dokumentation for pålidelighed. Skabelonen guider din virksomhed til at få indsamlet dokumentation for alle relevante forhold, som ordregiver skal bruge til vurdering af din virksomheds pålidelighed i konkrete udelukkelsestilfælde.

Skabelonen og andre vejledninger til de nye regler om self-cleaning kan findes på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Ønsker du at høre mere om de nye regler for self-cleaning, eller har du brug for juridisk bistand, når du skal dokumentere din virksomheds pålidelighed, er du velkommen til at kontakte advokat Christian B.Prophet-Rannow (cpr@skaureipurth.com) eller advokat Louise Jacobsen (lja@skaureipurth.com).