Øget fokus på planlovgivningens bestemmelser om støj i relation til nybyg

27.09.24

I de seneste år har Planklagenævnet haft øget fokus på fortolkning af støjbestemmelser i planloven, især § 15 a, stk. 1, jf. § 15, stk. 2, nr. 29, i forbindelse med kommuners vedtagelse af en lokalplan. I dette nyhedsbrev vil støjregulering blive behandlet med særligt fokus på de nyere regler for støjisolering af nye byggerier i planloven og de konsekvenser, den seneste praksis medfører. Spørgsmålet kan have betydning for dem, der beskæftiger sig med byudvikling og planlægning.

Regulering af støj i planloven
Støjregulering i planloven fremgår af dennes § 15 a. Bestemmelsen indeholder et planlægningsforbud, idet en lokalplan, som udlægger støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, kun må vedtages, såfremt der i lokalplanen findes bestemmelser om støjafskærmning, som kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener.

Planlovens § 15 a, stk. 1, indeholder en særlig ordning ved støjregulering, idet det ifølge denne er bygherren, som skal sikre, at de nyopførte boliger eller lignende byggerier til støjfølsom anvendelse, ikke udsættes for støj fra eksisterende virksomheder eller lignende støjudsættende kilder. Denne regulering fraviges fra de ellers kendte miljølovgivninger.

Den bestemmelse, som i høj grad har medført misforståelse i kommuner og konsulenthuse, er planlovens § 15, stk. 2, nr. 29, om støjisolering af nye byggerier i eksisterende boligområder eller områder for blandede byfunktioner. Fokus på denne bestemmelse skyldes, at et byggeri omfattet af dennes anvendelsesområde kan nøjes med at sikre en lavere støjgrænse, end det ellers er tilfældet med de øvrige støjreguleringer i § 15, stk. 2, nr. 16 og 26. Derfor vil byggeriet ikke kræve yderligere støjafskærmning, som ville optage plads på grunden, for at byggeriet er i overensstemmelse med lokalplanen.

Generelt om Planklagenævnets nyere praksis
Det er klart mest fordelagtigt at opføre nyt byggeri, som er omfattet af planlovens § 15, stk. 2, nr. 29, dog er der enkelte betingelser for, at dette ville være tilfældet. Fortolkning af disse betingelser har været i fokus i Planklagenævnets nyere praksis og er rettet både mod lokalplanområdet og formålet med den nye vedtaget lokalplan.

Planklagenævnet har med de nyere afsagte afgørelser relativt klart fastslået, hvad der indgår i vurderingen af, om der er tale om eksisterende byområder, eksisterende boligområder eller blandede byfunktioner. Begreberne er en blanding af det, der fremgår i planlovens § 15, stk. 2, nr. 29 og Planklagenævnets praksis.

I de forskellige afgørelser, som bl.a. omhandlede Stejlepladsen i København, Marina City og Skamlingsvej i Kolding, er Planklagenævnet kommet frem til, at anvendelse af arealet, både før og efter området bliver udlagt til støjfølsom anvendelse, omkringliggende områdes anvendelse og hvilken zone området er beliggende, alle er momenter, som til sammen skal overvejes i vurderingen.

Konsekvenser
Denne problemstilling medfører en række interessante teoretiske og praktiske diskussioner, idet den ellers klassiske udfordring er, når der bygges i strid med en gyldig lokalplan. I den omhandlede situation vil lokalplanen være ugyldig, hvis denne ikke indeholder bestemmelser om planlægningsforbuddet, og derfor ikke følger de retningslinjer i planlovens § 15 a, stk. 1, for lokalplanlægning i støjbelastede områder. Den umiddelbare konsekvens heraf er, at lokalplanen bliver ophævet.

Herefter kan det overvejes, hvilke konsekvenser dette har for et byggeri, som måtte være under opførelse eller færdigopført. Dette har betydning både i forbindelse med et eventuelt senere meddelt lovliggørelsespåbud og et eventuelt erstatningskrav. Bygherren skal fortsat være opmærksom på reglerne, når der ansøges om byggetilladelse, idet det påhviler ejendommens ejer at sikre byggeriets lovlighed.

Såfremt der opføres et byggeri i strid med planloven, kan den relevante myndighed udstede et lovliggørelsespåbud til den til enhver tid værende ejer. Lovliggørelse af byggeriet kan påbydes retligt eller fysisk, dog er der enkelte tilfælde, hvor retlig lovliggørelse ikke vil være en mulighed, og byggeriet vil derfor som udgangspunkt skulle lovliggøres fysisk. Der er dog flere momenter i spil, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne.

Derudover vil der kunne opstå et erstatningsspørgsmål, idet der er tale om et forhold mellem en offentlig myndighed, en bygherre og eventuelle naboer, når bygherren ved en fejl får byggetilladelse til at opføre et byggeri, som er i strid med planlægningsforbuddet i planloven. Enten fordi der er materielle mangler ved lokalplanen, eller fordi en byggetilladelse uberettiget var blevet meddelt. Erstatningsspørgsmålet vil være forbundet med den part i forholdet, som lider et tab, dvs. spørgsmålet vil også afhænge af, om lovliggørelse skal være fysisk eller retlig, og i øvrigt om parterne lider et tab ved, at byggeriet er opført på ulovlig vis.

Vigtige frister ved en tvist – søgsmålsfrister
Disse konsekvenser kan dog blive begrænset som følge af de almindelige søgsmålsfrister inden for miljølovgivning. Søgsmålsfristerne medfører, at der som udgangspunkt ikke kan indbringes en sag for retten 6 måneder efter, den administrative afgørelse er meddelt adressaten.

Dette kan have betydning for et eventuelt krav fra myndighedens side, men også for bygherrens eller ejendommens ejers krav mod myndigheden, såfremt der skulle være meddelt en tilladelse eller lignende uden den påkrævede hjemmel. Søgsmålsfristen er dog ikke relevant i forbindelse med et senere meddelt lovliggørelsespåbud.

Herudover vil de almindelige forældelsesfrister på henholdsvis 3 og 10 år spille en rolle i en eventuel sag vedrørende et pengekrav.

Fristerne er derfor vigtige at holde for øje, således at der undgås risikoen ved, at kravet fortabes.