Indsigt

Statsansatte: Overenskomstfornyelse med fokus på seniorer

12.02.21

Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU og skatteminister Morten Bødskov (S) indgik lørdag den 6. februar et overenskomstforlig, som blandt andet sikrer de 195.000 statsansatte generelle lønstigninger på 4,42 % over de næste tre år. Med aftalen sikres det, at reallønnen bevares, samt at reguleringsordningen videreføres.

Den økonomiske ramme for overenskomstforliget er 6,75 %. Rammen indeholder, foruden de generelle lønstigninger, også den forventede udmøntning af reguleringsordningen på 0,63 % og en forventet reststigning på 1,5 % (f.eks. via lokale lønstigninger). Til sammenligning var den økonomiske ramme 8,1 % ved overenskomstforhandlingerne i 2018.

Parterne er, med intentionen om at gøre de statslige arbejdspladser mere attraktive for seniorer, også blevet enige om en styrket seniorindsats. Medarbejdere, der er fyldt 62 år, får ret til en årlig seniorbonus på 0,8 % af den samlede løn. Denne bonus kan konverteres til to årlige seniordage eller til pension.

Overenskomstfornyelsen omfatter alene statsansatte, men den fastlægger samtidig de økonomiske rammer for de kommende overenskomstforhandlinger af de kommunale- og regionale aftaler, som vil få betydning for de resterende omkring 550.000 offentligt ansatte. Dermed ved de kommunalt og regionalt ansatte sygeplejersker, lærere, pædagoger mv. allerede nu, hvad de i store træk kan forvente sig ved de kommende forhandlinger.

Det bemærkes, at forliget skal godkendes ved afstemning blandt fagforbundenes medlemmer, før aftalen endeligt træder i kraft.

Hvad blev der af den ønskede fritvalgsordning?
Et centralt krav, som CFU, på vegne af lønmodtagerne, gik ind til forhandlingerne med, var etableringen af en fritvalgsordning, som skulle give statsansatte mulighed for at vælge, om en andel af deres løn skulle udbetales som enten løn, ferie, pension, omsorgsdage mv. En sådan ordning kunne der dog ikke opnås enighed om mellem partnerne.

Ønsker du yderligere information, er du velkommen til at rette henvendelse til advokat Jonas Enkegaard (jen@skaureipurth.com).

Kontakt

Jonas Enkegaard

Jonas Enkegaard

Advokat (L), partner